Skadet landsholdsprofil melder sig klar til EM

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

Der er nu lidt tiltrængt godt nyt til de danske håndboldherrer, efter at holdet for et par dage siden måtte sande, at EM i januar bliver uden profilen René Toft Hansen.

Den danske højreback Mads Christiansen melder sig nemlig klar til slutrunden i Polen, efter at han i slutningen af november rev ledbåndene over i sin fod.

- Det går udmærket, men jeg skal stadig passe lidt på den. Målsætningen er at være 100 procent klar til slutrunden, men derfor ved jeg også, at jeg ikke skal presse foden mere end nødvendigt, fordi så kan det måske også give nogle tilbageslag.

- Jeg sidder nogle enkelte træninger over og prøver selv at træne med, så godt jeg kan. Og så prøver jeg at vænne foden til at spille på samme måde, som når vi for alvor er i gang, siger den 29-årige landsholdsspiller.

Mads Christiansen håber på at kunne deltage i Golden League-turneringen i Frankrig, hvor Danmark spiller sin første kamp 7. januar.

- Det satser jeg stærkt på, for jeg vil meget gerne have Golden League med i forhold til at være 100 procent klar til slutrunden, siger han.

- Det er også vigtigt at være med til så mange træninger som muligt, for at timingen i spillet og med mine holdkammerater sidder, som det skal, siger han.

Den stærke højre back ser derudover frem mod EM, hvor han til trods for skaden til René Toft ser gode muligheder for landsholdet.

- Vi har et spændende hold, ligesom vi har haft de seneste mange år. Der er fantastiske spillere på alle pladser og spillere med forskellige kvaliteter. Så vores muligheder er gode, og vi har en chance mod alle de hold, vi møder, siger Mads Christiansen.

EM-slutrunden for håndboldherrer spilles fra 15.-31. januar.

/ritzau/