Skadet Messi: En skam jeg ikke kan spille

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Lionel Messi kommer ikke til at spille fodbold i de kommende seks til otte uger, og det er han rigtig godt og grundigt træt af.

- Som mange af jer ved, vil jeg i de kommende uger arbejde fuld tid på at komme mig over denne nye skade.

- Det er en skam for mig, at jeg ikke kan spille med holdet lige nu, skriver Messi ifølge nyhedsbureauet AFP på sin Facebook-profil.

FC Barcelona har fået en skade i venstre lår.

- Det vigtigste nu er at komme mig, så jeg kan hjælpe mine holdkammerater og give noget tilbage for al den støtte, I har givet mig.

- Og det skal ske på den bedste måde, jeg kender til - ved at spille fodbold, skriver Messi til sine mange følgere og fans på Facebook.

Den 26-årige argentiner, som de seneste fire år er blevet kåret som den bedste spiller i verden, pådrog sig en muskelskade i låret tidligt i kampen, da FC Barcelona søndag vandt 4-1 ude over Real Betis i Primera Division.

Skaden er en stor bet for den spanske storklub, der har været godt kørende i denne sæson.

FC Barcelona fører Primera Division med hele 37 point for 13 kampe.

Skaden er ikke den første i denne sæson hos den vævre argentinske troldmand. Faktisk er det tredje gang siden august, at Messi er ude med en skade.

/ritzau/