Skadet Messi er ude i op til otte uger

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Lionel Messi kommer ikke til at spille fodbold i de kommende seks til otte uger.

Det meddeler fodboldspillerens arbejdsgiver, FC Barcelona. Årsagen er en skade i venstre lår.

Den 26-årige argentiner, som de seneste fire år er blevet kåret som den bedste spiller i verden, pådrog sig en muskelskade i låret tidligt i kampen, da FC Barcelona søndag vandt 4-1 ude over Real Betis i Primera Division.

Skaden er en stor bet for den spanske storklub, der har været godt kørende i denne sæson.

FC Barcelona fører Primera Division med hele 37 point for 13 kampe.

I Champions League er Barcelona allerede kvalificeret til 1/8-finalerne, selvom klubben kun har spillet fire af seks kampe i gruppespillet.

Skaden er ikke den første i denne sæson hos den vævre argentinske troldmand. Faktisk er det tredje gang siden august, at Messi er ude med en skade.

21. august blev han skadet i den spanske Super Cup, hvilket betød en uges pause.

I slutningen af september fik han en muskelskade i højre lår, som holdt ham ude i tre uger, og denne gang er det altså en skade i venstre lår, der koster en pause på op mod otte uger.

Lionel Messi var også ude i dele af sidste sæson, og her havde FC Barcelona svært ved at finde det absolutte storspil frem.

Barcelona-træner Gerardo Martino slår dog fast, at Barcelona ikke kan bruge det som undskyldning for eventuelle sløje resultater, at klubben nu må undvære Messi.

- Vi har den bedste spiller i verden, men vi har også fire-fem af de næste seks-syv bedste spillere i verden.

- Derfor - som træner - bør fraværet af Messi aldrig blive brugt som undskyldning for ikke at vinde, sagde Gerardo Martino efter søndagens kamp.

/ritzau/