Skadet Murray misser French Open

Den skadede tennisstjerne Andy Murray var i forvejen yderst tvivlsom til grand slam-turneringen French Open, som begynder i Paris 26. maj. Nu er det helt sikkert, at han ikke bliver klar.

- Det har været en meget vanskelig beslutning, og jeg elsker at spille i Paris, men efter at have fået lægelige råd, er jeg ikke klar til at spille, siger skotten ifølge BBC.

Murray, som ligger nummer to på verdensranglisten, har problemer med sin ryg, der har har drillet ham de seneste 18 måneder, og det er ifølge ham kun blevet værre på det seneste.

Han trak sig i onsdags - på sin 26 års fødselsdag - fra sin anden runde-kamp ved Rom Masters. Her havde Murray tabt første sæt 3-6 til spanske Marcel Granollers, men vundet andet sæt 7-6. Derefter sagde Murray stop.

Han har ikke trukket sig fra en kamp siden maj 2007, hvor han ved en ATP-turnering i Hamborg kom til skade med sit håndled. Den skade endte med at holde ham ude i tre måneder.

Murray har overtaget pladsen som nummer to på verdensranglisten fra schweizeren Roger Federer. Kun serbiske Novak Djokovic er foran briten i øjeblikket.

I 2012 vandt Murray både OL-guld og sin første grand slam-turnering, da han sejrede ved US Open i New York.

/ritzau/

Dagens Gossip