Skadet Nicki Bille er alligevel klar til pokalfinale

Fans af fodboldklubben Rosenborg fik en førsteklasses melding fredag eftermiddag.

Klubbens danske spydspids Nicki Bille Nielsen er nemlig blevet sin skulderskade kvit og kan være med i den norske pokalfinale på søndag, hvor Rosenborg møder Molde.

Det skriver flere norske medier.

- Det er vældigt overraskende, efter at han var afskrevet, men han er klar, siger Rosenborgs assistenttræner Bård Wiggen til lokalbladet Adresseavisen.

Nicki Bille Nielsen har deltaget i al træning hele ugen og arbejdet mere og mere fysisk, lyder meldingen fra assistenttræneren.

Nicki Bille landede forkert i Rosenborgs sidste ligakamp i sæsonen. Det kostede en skadet skulder, og danskeren frygtede umiddelbart en skadespause på rundt regnet seks uger.

For en uge siden kom så den overraskende melding, at han måske alligevel kunne nå at blive klar.

- Det er helt sygt, at han er tilbage. Det havde jeg ikke ventet, sagde Rosenborgs fysioterapeut Haakon Schwabe forrige.

Rosenborg gik glip af mesterskabet i sidste spillerunde, så søndagens pokalfinale kan give mulighed for lidt oprejsning.

/ritzau/

Dagens Gossip