Skadet Simon Kjær slipper med kort pause

Den danske landsholdsspiller Simon Kjær kan trække vejret roligt, selv om han lørdag aften måtte forlade banen med en skade, da hans klub Wolfsburg vandt 3-0 over Werder Bremen i den tyske Bundesliga.

Skaden er nemlig ikke mere alvorlig, end at forsvarsspilleren formentlig snart kan være kampklar igen.

- Jeg håber at slippe med en kort pause. Det er en lyskeskade, men der er ikke noget revet over. Det er ømt, men skaden kommer oppe fra ryggen, og så bør det forhåbentlig kunne behandles væk, siger Simon Kjær til bold.dk.

Efter en noget svingende sæson er der sået tvivl om danskerens fremtid i Wolfsburg, hvor den nye sportsdirektør Klaus Allofs skal bruge sommerpausen på at sætte sig eget præg på holdet.

Derfor ville en lang pause være kommet på et voldsomt uheldigt tidspunkt - også fordi Kjær faktisk leverede en solid præstation, indtil han blev skadet lørdag aften.

Ud over at være stærk i defensiven havde han en fod med i opspillet til Maximilian Arnolds åbningsmål for "ulvene".

/ritzau/

Dagens Gossip