Skadet Thygesen kan regne med Brøndby-forlængelse

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Mikkel Thygesen skal ikke bekymre sig om sin umiddelbare fodboldfremtid, selv om hans kontrakt udløber til sommer.

Brøndby-spilleren er sat ud af spillet med en overrevet akillessene, der betyder, at han reelt er færdig for resten af sæsonen.

Derfor kan han ikke spille sig til en ny kontrakt, men det behøver han heller ikke, forsikrer klubbens sportsdirektør Per Rud.

- Vi har allerede besluttet os for at forlænge kontrakten med Mikkel, siger Rud til onside.dk.

Dermed bliver anføreren belønnet for sin indsats i den svære tid, hvor Brøndby gennemlevede en alvorlig krise.

- Han betød enormt meget for os i den periode, hvor vi var i vanskeligheder såvel økonomisk som sportsligt. Så naturligvis ønsker vi at beholde ham i spillerstaben, siger Per Rud.

Mikkel Thygesen tilbragte en del af sin tid som ungdomsspiller i Brøndby. Han vendte tilbage i sommeren 2011, hvor han underskrev en treårig aftale med klubben efter at have spillet flere sæsoner i FC Midtjylland.

/ritzau/