Skadet verdensmester går efter lille chance for medalje

Skrevet af admin

03/02/2015

Dagens topnyheder

Aksel Lund Svindal ser ud til at gøre et bemærkelsesværdigt comeback ved VM i alpint skiløb, der begynder tirsdag i Beaver Creek, USA.

Den 32-årige nordmand, der er forsvarende verdensmester i styrtløb, beskadigede sin akillessene i oktober, da han spillede fodbold.

Det var frygtet, at han ville være ude i resten af World Cup-sæsonen.

Aksel Lund Svindal er imidlertid blevet klar nok til, at han kan gøre comeback ved VM. I første omgang ser han dog ikke sig selv som et oplagt medaljeemne.

- Jeg er ingen medaljekandidat lige nu, men jeg håber, at jeg kan blive det i løbet af de kommende dage, siger han til nyhedsbureauet NTB.

- Jeg er klar til at stille til start, selvom medaljechancen ikke er særligt stor, siger han.

Aksel Lund Svindal er i første omgang med, når herrerne træner styrtløb tirsdag. Selve VM-løbet i disciplinen bliver kørt på lørdag.

Ved det seneste VM for to år siden vandt han desuden bronze i Super G. Det løb bliver kørt onsdag.

- Det største problem nu er, at jeg har kørt så lidt på ski de seneste tre måneder. Det går blandt andet ud over timingen.

- Alle de andre har kørt på ski hver dag, siden jeg blev skadet. Det har jeg ikke, og det er problematisk for mig, siger nordmanden.

Aksel Lund Svindal har to gange vundet den samlede World Cup. Han har fem VM-guldmedaljer, og en enkelt gang er han strøget helt til tops ved OL.

/ritzau/