Skadet Wozniacki færdig i Wimbledon

Caroline Wozniacki er færdig i årets Wimbledon-turnering efter 2-6, 2-6 mod den upåagtede tjekke Petra Cetkovska.

På det legendariske tennisanlægs bane 2 i andenrunde-kampen mod tjekken Petra Cetkovska, der blot ligger nummer 196 på verdensranglisten, blev den 22-årige dansker ankelskadet allerede i første sæts fjerde parti.

Og det fik fatale konsekvenser.

Caroline Wozniacki havde efterfølgende store problemer med at bevæge sig specielt fremad på banen og tabte 2-6, 2-6.

Caroline Wozniacki er langt fra ene om at blive skadet på Wimbledons ekstraordinært glatte baner. Rent faktisk har de voldt adskillige andre spillere i dette års turnering store problemer.

Eksempelvis trak den finaleseedede hviderusser Victoria Azarenka sig onsdag fra sin kamp mod italieneren Flavia Pennetta på grund af den skade, som hun pådrog sig i første runde mod Maria Joao Koehler.

Her faldt Azarenka så uheldigt, at hun forvred sit ene knæ.

Årsagen til uheldet skal åbenbart findes i det faktum, at banerne i dette års Wimbledon-turnering mere glatte end tidligere.

Én af Wimbledon-anlæggets banemænd fortæller, at græsset ikke har fået tilstrækkelig megen sol op til turneringen.

- Derfor er der mere saft i græsstråene end normalt, og det betyder, at det er sværere for skoene at få ordentlig greb i underlaget, siger han.

Nederlaget betyder, at Caroline Wozniacki, hvis forår resultatmæssigt har været en stor skuffelse, nu holder en måneds sommerferie.

- Hun har i begyndelsen et par sponsorarrangementer i Danmark. Herefter tager hun tilbage til Monaco for at træne en måneds tid op til den amerikanske hardcourt-sæson, fortæller hendes far og træner, Piotr Wozniacki.

Efter ferien stiller Caroline Wozniacki før US Open i slutningen af august op i turneringer i henholdsvis Toronto, Cincinnati og New Haven.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip