Skadet Zlatan risikerer at misse EM-kvalifikation

Den muskelskade, Zlatan Ibrahimovic pådrog sig i lørdagens ligakamp for Paris Saint-Germain, har vist sig at være så alvorlig, at han formentlig må regne med fire ugers pause.

Det siger PSG-lægen Jean-Pierre Paclet til avisen Le Parisien.

- Muskelskaden sidder i et område, som heler langsomt. Uden at have set skanningsbillederne er det svært at sige præcis, hvor lang pausen blive. Men han kommer til at være ude i fire uger, siger lægen.

Dermed tyder meget altså på, at det svenske landshold må undvære sin største fodboldstjerne, når nationen tager hul på EM-kvalifikationen med en kamp mod Østrig den 8. september.

Zlatan Ibrahimovic blev skadet allerede efter seks minutter i hjemmekampen mod Korsika-holdet Bastia i lørdags. Et kvarter senere måtte han lade sig udskifte.

Paris Saint-Germain vandt kampen 2-0.

/ritzau/

Dagens Gossip