Skæv DR-valgmåling byggede på 160 afgivne stemmer

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Den udskældte og meget omtalte kommunalvalgs-måling, der især ramte helt forkert i forhold til Socialdemokraternes valgresultat, lænede sig i første omgang kun op af 160 afgivne stemmer. Det skriver Berlingske.

Analyseinstituttet Epinion sendte tirsdag 14.50 sin første exitpoll til DR. Den viste, at Socialdemokraterne stod til at få 22,7 procent af stemmerne. Målingen var baseret på svar fra 744 adspurgte vælgere.

Men ifølge Berlingske var kun 160 afgivne stemmer - resten byggede på en tidligere prognose fra lørdag, søndag og mandag, hvor danskerne var blevet spurgt om, hvor de havde tænkt sig at sætte deres kryds på valgdagen.

Senere på valgaftenen fik DR to nye exitpolls fra Epinion - her var antallet af adspurgte vælgere steget til henholdsvis 918 og 970. Men de 584 svar fra dagene forinden var stadig med. Socialdemokraterne stod nu til at få 25,3 procent af stemmerne.

De upræcise målinger fik stor betydning på valgaftenen, og det så i lang tid ud til, at Socialdemokraterne ville gå kraftigt tilbage ved kommunalvalget, mens Venstre stod til at blive landets største parti.

Der blev talrige gange refereret til DR's exitprognoser fra Epinion - ikke blot på DR, men også i mange andre medier.

Flere af landets dagblade havde i deres trykte onsdagsaviser taget for gode varer, at Socialdemokraterne fik en valglussing, som det fremgik i exitprognoserne.

Men den endelige optælling af stemmerne viste, at Socialdemokraterne fortsat er Danmarks største kommunale parti med 29,5 procent af stemmerne. Venstre er det næststørste parti med 26,6 procent af vælgernes kryds.

Både DR og Epinion har beklaget de upræcise målinger, og eksperter og politikere opfordrer til, at løbende valgstedsmålinger helt bliver skrottet fremover.

/ritzau/