Skagen Vinterbader Festival oplever stor opbakning

Interessen for Skagen Vinterbader Festival er stor. Til trods for at festivalen kun har et år på bagen, er tilmeldingen gået over al forventning med deltagere fra Danmark, Sverige, Norge og Polen.

Vandtemperaturen i Skagen ligger disse dage omkring frysepunktet, men det afskrækker ikke de vinterbadere, der om en uge deltager i Skagen Vinterbader Festival 2013. Tværtimod har interessen for festivalen i år været så overvældende, at arrangørerne melder om en fremgang på hele 70 %.

Vinterbadere er et socialt folkefærd, der gerne vil dele naturoplevelsen med hinanden. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da nogle danske vinterbadere omtalte Skagen Vinterbader Festival ved en polsk vinterbader festival i starten af 2013. Her var der straks fire polske vinterbadere, der besluttede sig for at rejse til Skagen og deltage i vinterbader festivalen.

I disse år ser man, at flere og flere vælger vinterbadning som livsstil – også unge. Men hvad skyldes den stigende popularitet? Måske skyldes det, at vinterbadning er lig med velvære i krop og sjæl, naturoplevelser og hyggeligt samvær. Kort sagt ren afstresning. Men der er også noget andet på spil:

- Man bliver draget af det og overvældet af alle de kroppe, der kaster sig ud i et frådende hav, siger Mette Hust fra ”Isbryderen”, initiativgruppen bag festivalen.

Dagens Gossip