Skaldede kvinder søges til kræft-catwalk

Det er et tabu for kræftramte kvinder at vise deres skaldede isse, når kemobehandlingen har taget deres hår. Det mener fonden A Race Against Breast Cancer, som for anden gang afholder catwalk for skaldede kvinder.

»Vi vil fjerne angsten og tabuet omkring det at være skaldet som kvinde. Hvor ville det bare være så meget nemmere, hvis samfundet i højere grad accepterede, at kvinderne er skaldede i denne periode og ikke blev behandlet som en slags pariaer,« fortæller Josina Bergsøe, der er en af initiativtagerne bag catwalken den 2. juni.

Til den søges skaldede kvinder, der er i kemobehandling eller for nylig har afsluttet kemobehandlingen, og som kan vriste sig ned i en størrelse 36/38. Arrangementet, der afholdes i København, skal dels nedbryde tabuet om de skaldede kvinder og dels samle penge ind til forskning i brystkræft.

»Vi har her at gøre med stærke, smukke kvinder, der ikke vil sættes i bås som svagelige og/eller døende. For det er langt fra sandheden,« siger Josina Bergsøe.

Hver dag dør i gennemsnit tre kvinder af brystkræft i Danmark.

BNB

Dagens Gossip