Skandale-borgmester vil blive i Venstre

Onsdag klokken 12 bliver Fredericias borgmester, Thomas Banke, efter at alt at dømme smidt ud af Venstre. Et flertal i Venstres byrådsgruppe vil nemlig af med borgmesteren, der har erkendt at have sjusket med bilag.

Men Banke selv håber fortsat, at de fire byrådsmedlemmer vil ændre deres beslutning.

- Der er fire byrådsmedlemmer, der indædt og hjertevarmt opfordres til at ændre deres beslutning. Ellers er det dem, der bliver ekskluderet, siger Thomas Banke.

Han siger, at han ikke ønsker, at nogen skal smides ud af partiet.

- Det er et dumt kort at spille. Det gavner ikke nogen som helst, siger han.

Hanne Lumby, der er et af de fire Venstre-byrådsmedlemmer bag beslutningen om at ekskludere Banke, siger, at beslutningen ikke bliver ændret.

Og ifølge Venstres partiregler ryger Banke faktisk helt ud af partiet, hvis flertallet i byrådsgruppen holder fast i sin beslutning. Venstre vil nemlig ikke have flere forskellige Venstre-lister i samme byråd.

- Bestyrelsen (for Venstre i Fredericia, red.) har sagt, at konsekvensen af at ekskludere mig, er, at man selv bliver ekskluderet. Så jeg betragter det her som et formelt spørgsmål om, hvad der kommer først, siger Thomas Banke.

Hvis Venstres lokale bestyrelse ønsker at ekskludere de fire byrådsmedlemmer, skal det først vedtages på en generalforsamling. Hvis de fire bliver ekskluderet, kan de appellere beslutningen.

Det kan Thomas Banke derimod ikke, hvis han bliver smidt ud, oplyser Venstres partisekretær Carsten Søgaard-Richter.

Borgmesteren har været på sygeorlov siden den 14. december på grund af et mistillidsvotum fra venner og fjender i byrådet.

Op til sygemeldingen blev det afsløret, at der har været rod med 31-årige Thomas Bankes bilag, siden han tiltrådte som borgmester i 2010.

Han har blandt andet - uden at aflevere bilag - brugt kommunens kreditkort til alt lige fra benzin, togbilletter, vin, restauranter og indkøb på nettet.

Og der har også været rod i kørselsregnskabet.

Nu vender han tilbage med støtte fra seks ud af 11 borgerlige politikere i byrådet, der har i alt 20 medlemmer.

Han kommer altså til at have et flertal af byrådet imod sig frem til kommunalvalget i november. Men det afskrækker ikke den unge borgmester.

- Jeg synes, der har været alt for meget personfiksering og mudderkastning i byrådet. Jeg håber, at partierne vil begynde at arbejde for byen ud fra hver deres politiske udgangspunkter, siger Thomas Banke.

Selvom flertallet i byrådet har udtrykt mistillid til ham, er der intet til hinder for, at han fortsætter som borgmester. Heller ikke selvom han bliver smidt ud af Venstre.

- Jeg fornemmer stadigvæk, at vi har et godt borgerligt projekt i Fredericia. Hvis vi skal holde sammen på det, er det nødvendigt jeg vender tilbage for at fokusere på det politiske, siger Thomas Banke.

/ritzau/

 

Dagens Gossip