Skandale-politikers appel afvist: Livstidsdom består

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Det kinesiske retsvæsen har afvist en appel fra den dømte, tidligere toppolitiker Bo Xilai. Dermed bliver hans livstidsdom for korruption, bestikkelse og magtmisbrug opretholdt, rapporterer det kinesiske nyhedsbureaus Xinhua.

Selvom Bo havde ret til at appellere, var det ikke anset som sandsynligt, at hans dom ville blive omstødt, da retsvæsnet er kontrolleret af det ledende kommunistparti, der for længst har kendt ham skyldig.

Bo Xilai var en af Kinas 25 mest indflydelsesrige politiske magthavere, før den dramatiske nedtur, som er blandt de største kinesiske skandaler de seneste årtier.

Under retssagen afviste Bo Xilai, der før sagen var udset til en af de absolutte topposter i Kinas kommunistparti, de fleste af de anklager, der var rejst.

Han såede tvivl om det bevismateriale og de vidner, som anklagemyndigheden havde fundet. Den 64-årige ekspolitiker erklærede sig dog delvist skyldig i underslæb.

Ingen udenlandske medier kunne følge sagen, og ingen uafhængige kilder var i stand til at berette om retssagens forløb. Mange iagttagere mente samtidig, at dommen på forhånd var dikteret af partiets ledere.

Retssagen var også skueplads for et kompliceret forhold til konen Gu Kailai, som tidligere var en succesfuld advokat, men som sidste år blev dømt for drabet på den britiske forretningsmand Neil Heywood.

Det var drabssagen, der satte gang i korruptionsanklagerne mod Bo Xilai forud for et større generationsskifte i toppen af det kommunistiske parti. Forinden var han blevet set som kandidat til det magtfulde syvmandsorgan i toppen af kommunistpartiet.

/ritzau/AFP