Skandale-rytter nægter doping

Den italienske cykelrytter har haft en rigtig stærk sæson, som blev kronet med etapesejren på 14. etape af Giroen - foran den senere vinder Vincenzo Nibali fra Astana.

Den positive dopingprøve for EPO blev taget på åbningsdagen af Giro D'Italia, hvilket Santambrogio finder mærkværdigt.

- Jeg kan kun sige, at jeg ikke tror på hvad der er sket. Jeg forlanger en B-prøve så hurtigt som muligt, udtaler Mauro Santambrogio fra Vini Fantini-holdet ifølge Cyclingsnews.

Santambrogio er indtil videre blevet suspenderet af UCI, og har derudover modtaget en fyreseddel fra Vini Fantini. 

Den 28-årige cykelrytters positive dopingprøve kommer umiddelbart efter, at hans holdkammerat, Danilo Di Luca, ligeledes blev fanget i doping-fælden.

Det lægger nu et enormt pres på Vini Fantini-holdet, som risikerer udelukkelse fra Lombardiet Rundt. Sportsdirektøren, Angelo Citracca, fra det italienske hold er mildest talt opgivende.

- Det hele er slut. Hele projektet er slut, udtaler Angelo Citracca ifølge Cyclingnews.com

Andre hold er begyndt at lægge et pres på UCI for at lukke det italienske hold, som formentlig heller ikke bliver inviteret med til Lombardiet Rundt i hjemlandet senere på sæsonen. Det løb arrangeres af det samme selskab, som også står bag netop overståede Giro d'Italia.

Dagens Gossip