Skandale-sanger overrasker: Jeg skal giftes

CeeLo Green har været i mediernes søgelys den seneste tid efter at have været hovedpersonen i et hav af skandaler - stoffer, sexovergreb og en over meget kontroversiel kommentar om voldtægt.

Men én ting har den 41-årige sanger dog formået at holde hemmeligt, og det er, at han skal giftes med kæresten Shani James, som han faktisk forlovede sig med for over et års tid siden.

- Jeg havde købt en ring, som vi tidligere har kigget på sammen, fire-fem måneder forinden og gemt den i noget gammelt musikudstyr. Men en dag spurgte jeg hende, om hun lige ville række mig noget derinde, fortæller Green nu til magasinet People.

Blandt nodestativer og instrumenter fandt James til sin store overraskelse en glimtende ring, der var lyst op i mørket, og det blæste hende omkuld.

- Det var den smukkeste diamantring, jeg nogensinde har set. Så kiggede jeg op og blev helt mundlam. Jeg sagde, jeg ikke kunne fatte, hvad der var ved at ske, siger James i interviewet med magasinet.

- Så sagde han, at jeg havde været sådan en god kvinde for ham og en fantastisk person, livspartner og bedste ven, og derfor ville han dele resten af sit liv med mig, fortæller hun.

James sagde straks ja til frieriet, og Green er hende evigt taknemlig for at blive sammen med ham gennem alle skandalerne.

- Jeg sætter pris på hendes åbenhed og villighed til at elske mig ubetinget. Hun er blevet ved med at elske mig, selv om vi har været igennem mange turbulente ting, der sætter et forhold på prøve, siger den amerikanske sanger.

- Sammen er vi stærke, og nu er det på tide, at hele verden får at vide, at jeg har et stabilt bagland og en kærlig kvinde, der støtter mig hele vejen igennem.

CeeLo Green, der også har været dommer i den amerikanske udgave af Voice, har vundet flere Grammy-statuetter og er ud over sin flotte solokarriere også stemmen bag musikprojektet Gnarls Barkley, der stod bag megahittet "Crazy" fra 2006.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip