Skandale ved Africa Cup: Semifinale afbrudt efter uro

Skrevet af admin

05/02/2015

Mest læste i dag

Dette års Africa Cup of Nations er ramt af endnu en skandale.

Torsdagens semifinale mellem værtsnationen, Ækvatorial-Guinea, og Ghana blev afbrudt cirka 10 minutter før tid, da Ghana førte 3-0.

De ghanesiske fans måtte flygte fra deres pladser på tribunerne, efter at de var blevet overdænget med kasteskyts, og de måtte stille sig ned bag det ene mål.

De voldsomme scener vil uden nogen som helst tvivl få et efterspil for Ækvatorial-Guinea som arrangør, når det afrikanske fodboldforbund (CAF) har set på sagen.

Ghana afgjorde mere eller mindre kampen med to scoringer inden for de sidste fem minutter af første halvleg.

Jordan Ayew bragte de firfoldige Africa Cup of Nations-vindere foran få minutter før pausen, da han udnyttede et straffespark.

Lige før pausefløjtet var det så Wakaso Mubarak, der fordoblede føringen, og det kom Ækvatorial-Guinea sig ikke over.

Et kvarter før tid sørgede anfører André Ayew for at eliminere enhver yderligere spænding, da han stod klar tæt ved mål og ekspederede bolden ind i netmaskerne.

Kampen er endnu ikke genoptaget.

Ækvatorial-Guinea kom videre til semifinalen, efter at holdet fik foræret et straffespark kort før tid i kvartfinalen mod Tunesien.

Værten udlignede til 1-1 og scorede senere til 2-1 i den forlængede spilletid.

Dommeren i den kamp blev senere idømt seks måneders karantæne.

/ritzau/