Skandalen fortsætter: Crack-rygende borgmester belastet af ny pinlig video

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Den politiske skandale i Canadas største by, Toronto, ruller videre.

Byens borgmester, Rob Ford, som tirsdag indrømmede at have røget crack, bliver nu yderligere belastet af en video, hvor han stærkt beruset truer en person på livet.

Videoen er offentliggjort af avisen Toronto Star. I løbet af det 17 sekunder lange klip ses Rob Ford vakle rundt i et ukendt rum, mens han kommer med vredesudbrud og slår ud med armene:

- Jeg river hans skide hals ud. Jeg stikker hans øjne ud. Jeg vil sørge for, at det svin dør. Jeg dræber ham, siger 44-årige Rob Ford.

Det er uklart, hvem vreden er rettet mod. Efter at videoen blev offentliggjort, valgte Rob Ford at udtale sig til pressen. Han siger, at han var "meget, meget beruset", da videoen blev optaget.

- Det er meget pinligt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, lyder det fra Rob Ford.

- Hele verden kommer til at se denne video. Ved I hvad? Det har jeg ikke noget imod, tilføjer borgmesteren.

Tidligere på ugen indrømmede Rob Ford, at han har røget det stærke, kokain-lignende stof crack, mens han var sanseløst beruset.

Rob Ford nægter dog at være misbruger, og samtidig fastslår han, at han bliver på borgmesterposten, og han har endda i sinde at genopstille næste år, hvor vælgerne kan afgøre hans politiske skæbne.

Borgmesteren havde forinden gentagne gange benægtet, at han har røget crack, efter at en belastende video dukkede op for cirka et halvt år siden - angiveligt med optagelser af Rob Ford, som røg det forbudte stof.

Trods den eskalerende crack-skandale har politikeren formået at fastholde en stærk opbakning blandt sine vælgere, viser meningsmålinger.

/ritzau/AFP