Skanderborg holder liv i slutspilshåb med udesejr

Skrevet af admin

27/02/2016

Dagens topnyheder

Håndboldherrerne fra Skanderborg holder realistisk liv i chancen for at nå med blandt de otte slutspilsdeltagere i Boxer Herreligaen.

Lørdag aften hentede klubben en sejr på 28-24 på udebane over Nordsjælland og er dermed oppe på 19 point for 21 kampe.

Det er to færre end Sønderjyske, der lige nu indtager det yderste slutspilsmandat på ottendepladsen. Der resterer fem spillerunder.

Nordsjælland ligger næstsidst og er i fare for degradering til den næstbedste række.

Hjemmeholdet fulgte ellers længe godt med og havde overtaget et stykke ind i anden halvleg.

Holdet førte 18-16 efter 38 minutter, men derfra var Skanderborg bedst. Fra stillingen 20-20 scorede udeholdet fem gange på stribe og fjernede dermed spændingen inden slutfasen.

/ritzau/