Skanderborg rækker ud efter en slutspilsplads

Skrevet af admin

28/12/2013

Mest læste i dag

Skanderborg er med en sejr på 31-23 over Nordsjælland tæt på at klemme sig ind blandt slutspilsholdene i Herre Håndbold Ligaen.

Midtjyderne har nu samme pointtal - nemlig 20 - som Sønderjyske på ottendepladsen.

Skanderborg har i størstedelen af efteråret været placeret uden for top-otte, men nu har holdet omsider fået kontakt til de hold, der sidst på sæsonen skal kæmpe med om medaljerne.

Efter EM i Danmark i januar resterer der fortsat syv spillerunder i grundspillet, så holdet vil få flere muligheder for at rykke op i tabellen.

I lørdagens opgør i Helsinge mod Nordsjælland formåede hjemmeholdet at følge godt med Skanderborg i første halvleg. I de første minutter efter pausen fik gæsterne slået et stort hul, og her blev kampen afgjort.

KIF Kolding København topper ligaen med 31 point før EM-pausen med Skjern, Aalborg og Team Tvis Holstebro på de næste pladser.

/ritzau/