Skarp fordømmelse fra USA og EU af nye love i Ukraine

Skrevet af admin

17/01/2014

Mest læste i dag

EU og USA udtrykker dyb bekymring over udviklingen i Ukraine, efter at parlamentet i Kijev har vedtaget gennemgribende lovændringer vendt mod oppositionens demonstrationer.

De nye love, der blev støttet af 235 af de 450 parlamentarikere betyder, at det er forbudt at opstille telte og bruge højttalere på offentlige pladser, og overtrædelser af disse bestemmelser kan straffes med store bøder eller 15 dage i detentionen.

Loven betyder, at demonstranter ikke kan fortsætte demonstrationer ved at bo i teltlejre og heller ikke kan holde tale ved protestaktionerne. Derudover bliver det straffet hårdt at besætte offentlige bygninger.

Præsident Viktor Janukovitj underskrev fredag lovgivningen, selv om USA opfordrede ham til at nedlægge veto.

- Det er en anti-demokratisk lovgivning, som fratager befolkningen i Ukraine deres politiske frihed, siger den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

- EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, siger, at "sådanne handlinger ikke er tillidsskabende."

Den danske udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) er ligeledes bekymret over de nye anti-protest love.

- Det er en højst problematisk udvikling, som trækker Ukraine i den forkerte retning væk fra Europa, siger han.

Vestlige menneskerettighedsgrupper fordømmer lovene, der blev vedtaget torsdag, som et forsøg på at indføre "et diktatur" fra præsident Janukovitjs side.

Selv om omfattende demonstrationer er taget af i styrke, så fortsætter aktioner vendt mod præsidenten.

Hundredvis af mennesker bor stadig i en teltlejr på den centrale plads i Kijev, efter at julen og nytåret førte til et kraftigt fald i protestaktionerne mod præsidenten.

Ukraines oppositionsleder og tidligere indenrigsminister blev bragt til et hospital, efter at han og en halv snes andre demonstranter blev såret under sammenstød med politiet i sidste uge.

Den 49-årige tidligere indenrigsminister Jurij Lutsenko, som var med i den nu fængslede eks-premierminister Julia Timosjenkos regering, blev slået i hovedet.

Det er især unge, der fortsætter protester mod præsidentens beslutning om at lægge en planlagt handelsaftale med EU på is og i stedet forstærke et samarbejde med Rusland.

/ritzau/AFP