Skarp Fuglsang viser tænder i Oman

Skrevet af admin

16/02/2016

Mest læste i dag

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana) var blandt de stærkeste ryttere på stigningerne, da etapeløbet Tour of Oman blev indledt tirsdag.

Danskeren blev nummer 15 på etapen - otte sekunder bag luxembourgeren Bob Jungels (Etixx-Quickstep).

Rytterne ramte toppen af en kortere stigning fem kilometer før målstregen. Da var Fuglsang en af de toneangivende ryttere, skriver hjemmesiden cyclingnews.com.

Blandt de andre var franskmanden Romain Bardet (AG2R) og belgieren Serge Pauwels (Dimension Data). De to ryttere blev henholdsvis nummer tre og to bag Bob Jungels.

Også Fuglsangs holdkaptajn Vincenzo Nibali var med i den kun 18 mand store frontgruppe - han blev nummer 10.

Næstbedste dansker blev Michael Mørkøv (Katusha). Han kom i mål som nummer 47 sammen med sin holdkaptajn Alexander Kristoff.

For Søren Kragh Andersen (Giant-Alpecin), der samlet blev nummer seks i Tour of Qatar, var stigningerne i Oman en ny oplevelse. Den unge dansker satte over tre minutter til.

Danskerholdet Stölting Service Group er også med i Oman. Hverken Rasmus Guldhammer, Michael Reihs eller Alexander Kamp gjorde sig dog bemærket på første etape.

/ritzau/