Skarp karriereplan sendte stortalent til tysk 3. division

Pengene.

Det må da udelukkende have været deres skyld, at den 19-årige ligalandsholdsspiller Yussuf Yurary Poulsen, i sidste uge valgte at binde sig til Red Bull Leipzig helt nede i den tredjebedste tyske række på en fireårig kontrakt.

Hvorfor i alverden skulle et af Danmarks største offensive fodboldtalenter ellers ende der og ikke i Brøndby, FC Nordsjælland eller sågar engelske Tottenham?

Af to simple årsager, hvis man spørger Yussuf Yurary Poulsen selv:

- Min plan har hele tiden været, at jeg skulle uden for Danmark, inden jeg var 21 år. Og hvis jeg valgte Brøndby eller FCN, så ville jeg ikke kunne være sikker på, at det kunne lade sig gøre, siger Yussuf Yurary Poulsen til sporten.dk og giver den anden grund til sit valg:

- En anden prioritet var, at jeg skal spille førsteholdsfodbold hver eneste weekend. Det ville jeg ikke få lov til i Tottenham eller en anden stor tysk klub.

Yussuf Yurary Poulsen blev hurtigt et af det danske transfervindues varmeste navne, da han blev sat i forbindelse med Brøndby IF som en følge af U19-landstræner Thomas Franks ansættelse som ny cheftræner i klubben.

Det indbyrdes kendskab fra landsholdet gjorde da også, at Thomas Frank tidligt tog sig en snak med Yussuf Poulsen om fremtiden:

- Jeg har faktisk vendt den med ham. Og han forstår 100 procent godt mit valg. Han sagde, at det var et klogt og et modent valg, siger Yussuf Poulsen, der selv vurderer, at et Brøndby-skifte var et stykke væk fra at blive en realitet:

- Jeg sagde til dem, at de skulle snakke med Lyngby først, og det virkede ikke til, at de nogensinde kom derhen, hvor der kunne findes en løsning. Det er også svært for de danske klubber, når der er mange udenlandske klubber, der vil lægge en større pose penge. Så begynder danske klubber stille og roligt at stå af, siger han.

Bundesliga-ambitiøse Red Bull Leipzigs pengepose havde så anseelig en størrelse, at de trods af status som sekundahold nu har et af dansk fodbolds største talenter. Og så er vi tilbage til, om det ikke er klubbens penge fra den enorme Red Bull-koncern, der har været hovedincitamentet for skiftet:

- Nej, overhovedet ikke. Det har slet ikke været nogen prioritet for mig, siger Yussuf Poulsen.

Den udlægning står han fast på, men fortæller også, at Red Bull Leipzig i sin aflønning naturligvis kompenserer ham for, at de i modsætning til f.eks. Hamburg og Stuttgart ikke kan belønne ham med Bundesliga-kampe, hvis han havde valgt deres U23-mandskaber og havde gjort det godt der.

Han har også fået indføjet i sin kontrakt, at han kan komme væk, hvis projektet i Red Bull Leipzig, der satser på at nå Bundesligaen inden for to-tre år, mislykkes.

Den undren, hans skifte har mødt, var han sammen med sin agent Ivan Marko Benes forberedt på. Ja, Ivan Marko Benes havde endda sagt til ham, at folk derude nok ville tænke dårligt om hans rolle i transferen, men Yussuf Poulsen lægger tryk på, at det er hans egen beslutning:

- Det her har 100 procent været mit eget valg. Jeg har selv lagt min karriereplan ud fra den forhåbning, at jeg kan blive en topspiller i Europa. Hvis jeg skal nå at slå igennem som relativ ung spiller, så tror jeg, at det er den vej, jeg skal. Jo tidligere, jeg får lært at stå på egne ben, jo lettere bliver det også at komme i gang med at få præsteret på banen, siger han.

Allerede i lørdags debuterede han for sin nye klub i en træningskamp. Med et mål til følge.

Dagens Gossip