Skarpladt pistol med 12 patroner sender Bandidos-rocker i fængsel

Et 46-årig Bandidos-rocker havde en skarpladt pistol på sig, da han i aftes blev stoppet af politiet. Det koster ham nu en tur i fængsel.

- Det er et rigtig godt eksempel på, at politiets fokus på personer fra bandemiljøet bærer frugt. Endnu et våben er blevet fjernet fra gaden, og den skyldige er dømt. Det er et meget tilfredsstillende resultat, siger anklagerfuldmægtig Louise Pitzner-Schmidt.

Rockeren blev stoppet ved 19-tiden i en rutinekontrol på Holmevej ved Næstelsø. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Da betjentene visiterede ham, fandt man pistolen, der var afsikret og havde 12 patroner i magasinet. Selve pistolen var pakket ind i plastik og gemt i en pose, som manden ved anholdelsen havde på maven.

Manden blev i dag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han erkendte at have haft pistolen på sig, og at det var hans. Derfor kunne han allerede i dag modtage sin dom, og Retten i Næstved idømte ham en fængselsstraf på et år og to måneder.

Han blev varetægtsfængslet efter dommen.

Dagens Gossip