Skat alt for hård ved udsatte danskere

Det er ikke kun velhavere som erhvervsmanden Jesper "Kasi" Nielsen og fotomodellen Camilla Vest, som Skat har udsat for hårdhændede metoder.

Også en række af samfundets allersvageste er blevet udsat for en behandling, som Landskatteretten nu underkender, rapporterer DR Nyheder.

Skat har tidligere givet udsatte borgere henstand med betalingen af skyldig restskat.

Men siden 1. januar har Skat tvangsindkrævet skattegæld hos kontanthjælpsmodtagere - uden at skele til, hvor meget de havde tilbage at leve for, når den skyldige skat var indkrævet.

Skat har ikke tal for, hvor mange der er ramt af den nye praksis, men ifølge sociale organisationer er der formentlig tale om flere hundrede danskere.

- Vi er blevet kontaktet af rigtig, rigtig mange, der er kommet i klemme i det her. For nogle har det betydet, at de har været helt nede på under 1500 kroner i rådighedsbeløb, siger Martin Franck, leder af gældsrådgivningen under Den Sociale Retshjælp, til DR.

- Vi har endda set flere sager, hvor rådighedsbeløbet har været nul kroner eller direkte i minus, tilføjer han.

I en konkret sag har en 41-årig tidligere hjemløs fået trukket så meget restskat fra kontanthjælpen, at han nogle måneder kun havde 1000 kroner at leve for, når alle faste udgifter var betalt.

Ifølge Landskatteretten, der netop har truffet afgørelse i den konkrete sag, er Skats nye praksis i strid med reglerne.

- På det foreliggende grundlag må klageren anses for velfærdstruet, hvis indregningen af restskatten fastholdes. Landsskatteretten ændrer derfor Skats afgørelse, hedder det blandt andet i afgørelsen.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) er på vej med en løsning, der igen skal gøre det muligt for udsatte borgere at få henstand med deres skattegæld. En løsning på problemet kan dog først træde i kraft til næste år, da det kræver en lovændring.

Fremover bliver kontanthjælpsmodtagere derfor ikke trukket i ydelsen, men modtager girokort, som skal bruges til at indbetale restskatten.

- Fremadrettet vil jeg garantere for, at der ikke er nogen, der kommer i den situation, at de bliver trukket i deres kontanthjælp, fordi de skylder i skat, siger Holger K. Nielsen til DR Nyheder.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV