Skat får erklæret rig udenlandsdansker konkurs

Skrevet af admin

03/02/2016

Mest læste i dag

Skat har fået erklæret rigmanden Jeffrey Galmond konkurs i Østre Landsret, og dermed er der afgjort endnu et slag i et langvarigt opgør om 196 millioner kroner.

Dette beløb bør Jeffrey Galmond, der bor i Schweiz med sin russiske hustru, betale i restskat, mener skattemyndighederne.

Han har afvist kravet, og selve skattesagen skal senere behandles af Københavns Byret.

Men i mellemtiden har først Sø- og Handelsretten og nu også Østre Landsret fastslået, at han kan erklæres konkurs.

Men dette ryster dog ikke rigmanden, oplyser hans advokat.

- Galmond tager det roligt. Et konkursdekret i Danmark har ingen virkning i Schweiz, hvor han bor, og hvor hans formue befinder sig, siger advokat Morten Samuelsson til Ritzau.

For længe siden har de danske skattemyndigheder fået beslaglagt den del af Galmonds formue, som befinder sig på dansk jord.

- Det er en lidt underlig konkurs. Der er kun én kreditor, og det er Skat. Men Skat har allerede sat sig på de danske midler, siger advokat Samuelsson.

En kurator skal nu sættes til at forvalte konkursboet.

- Den eneste virkning af kendelsen er, at der nu skal bruges penge til kuratoren, siger Morten Samuelsson.

Med andre ord kan man risikere, at de penge, som egentlig havde kurs mod statskassen, såfremt Skat får medhold, i stedet skal bruges til at aflønne kurator.

Opgøret skyldes den indtægt på 200 millioner amerikanske dollar, som Jeffrey Galmond tilbage i 2008 opnåede i forbindelse med salg af aktier i et stort russisk teleselskab.

Han angav indkomsten som aktieindkomst. Derimod mener Skat, at der er tale om et honorar og har derfor krævet 196 millioner kroner i restskat.

I Rusland har Galmond, der er advokat, haft nær forbindelse med it-minister Leonid Reiman, som er personlig ven af Vladimir Putin.

Han har også slået sine folder i Tyskland, hvor en anklage om at have hvidvasket 150 millioner dollar for Reiman faldt til jorden i 2012.

Selve skattesagen behandles af Københavns Byret i januar næste år.

/ritzau/