Skat i nye anklager om bølle-metoder

Skat er igen i søgelyset for ikke at sky nogen midler i forsøget på at fange skattesnydere.

I BT kan man mandag læse om en kvinde, som blev fyret fra sit job, fordi skat ringede til virksomheden og truede dem til at stikke kvinden en fyreseddel, ligesom de sendte personfølsomme oplysninger om hende til virksomheden. Og det på trods af, at hun ikke var dømt for noget - og senere blev hun også renset for al mistanke.

Noget tyder på, at der er noget helt galt, siger De Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen.

- Fra at man truer folk til at betale mere i skat, end man burde, og fratage dem deres advokat, til nu at kræve folk fyret. Altså det vidner om et skattevæsen, der ikke har været under politisk kontrol, og hvor skattemedarbejderne har opført sig på bedste tidligere østeuropæisk-facon ved at true og bulldoze folk, siger han til Newspaq.

Brian Mikkelsen vil nu have en tilbundsgående undersøgelse af Skat, så man kan få det fulde billede, at de arbejdsmetoder, som Skat bruger.

- Der er brug for, at man får strammet op, og jeg vil forlange, at der kommer en uvildig undersøgelse af Skat for at se på, hvordan er det, man har behandlet borgerne, hvad er der er gået galt, og hvordan kan vi sørge for, at det aldrig nogen sinde kommer til at gentage sig igen, siger han videre.

Socialdemokratiet Thomas Jensen vil ikke forholde sig til den konkrete sag i BT, men understreger, at Skats medarbejdere selvfølgelig skal holde sig til ordentlig forvaltningsetik.

- Vi kan fra politisk hold ikke gå ind og pålægge Skat noget bestemt, men ministeren kan gå ind og sørge for at få Skats øverste chef til at rette ind i geledderne, forklarer han til Newspaq.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har bedt om at få lavet en undersøgelse af de konkrete sager, som har været fremme i medierne den seneste tid. Bl.a. den meget omtalte Camilla Vest-sag, hvor en fotomodel blev tiltalt, dømt og senere frikendt for skatteunddragelse.

 

Dagens Gossip