SKAT knalder to smugkroer i Sønderjylland og sender gæsterne hjem

Det er SKAT som sammen med Aabenraa Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi har afsløret de to smugkroer i Sønderjylland.

Det skete forleden, hvor mynidghederne efter længere tids efterforskning slog til i en større kontrolaktion.

I en af smugkroerne blev gæsterne sendt hjem, og værten måtte indrømme, at han solgte øl og vand, som var hentet i Tyskland.

På kroen skete der i øvrigt også salg til unge under 15 år, som kunne komme på smugkroen og hente øl. Det er ulovligt.

I en anden smugkro var værten netop kommet hjem fra Tyskland med øl og spiritus, så traileren stod fyldt i indkørslen.

Værten forklarede skattefolkene, at han havde hentet drikkevarerne hjem til en familiefest.

Han måtte dog efterfølgende erkende, at han gennem flere år et par gange om ugen havde hentet øl, vand og spiritus i Tyskland.

Disse varer solgte så videre til kunder i lokal-området, og SKAT beslaglagde i alt 125 kasser øl og 10 flasker spiritus på stedet.

- SKAT tager anmeldelser fra borgere ganske alvorligt og agerer, når vi konstaterer, at der sælges ulovlige drikkevarer, siger funktionsleder i SKAT, Olaf Lagoni.

Drikkevarerne er nu beslaglagt, og der venter værterne i de to sager en bøde på henholdsvis 10.000 og 15.000 kroner.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Dagens Gossip