Skat lukkede særlig afdeling inden milliardsvindel: Ingen tjekkede formodentligt op på "Regnskab 2"

Skat lukkede i 2013 den afdeling, der havde udbytteskatten som speciale, hvilket er samme år, som den formodede svindel med 6,2 milliarder kroner eskalerede, skriver DR Nyheder.

Skats særlige afdeling for udbytteskat, der gik under navnet "Regnskab 2", blev lukket i forbindelse med en større omrokering i 2013.

Chefen for "Regnskab 2" gik på pension da, og der blev aldrig ansat en ny chef, som alene skulle have fokus på udbytteskatten.

Registreringen af udbytteskat blev samtidig digitaliseret, og en del af medarbejderne fyret.

De tilbageværende medarbejdere blev placeret i andre afdelinger, hvor der er fokus på meget andet end udbytteskat.

Lukningen af kontoret kan have haft en indflydelse på omfanget af svindlen, siger Kim Klarskov, der er professor på CBS og ekspert i intern revision og økonomisk kriminalitet.

- At der ikke har været nogen til at følge op på det, at det måske er faldet i et overgangstidspunkt, hvor der ikke har været overleveret ordentligt af den nye leder, at der måske slet ikke har været en leder, der har haft ansvar for det.

- Det kunne være ting, der gør, at det falder lidt imellem nogle stole, og ingen får rigtig reageret på det, siger Kim Klarskov til DR Nyheder.

Fredag i sidste uge blev Statsrevisorerne enige om at anmode Rigsrevisionen om at undersøge kontrolsvigt i forbindelse med svindelsagen i Skat.

Meldingen kommer, efter at det er kommet frem, at Skat af flere omgange er blevet advaret om, at der var rod i håndteringen af de skatterefusioner, som menes at have kostet den danske statskasse 6,2 milliarder kroner.

Skatteministeriets afdeling Inter Revision - som havde advaret Skat - og Bagmandspolitiet er ved at undersøge svindelsagen, som så offentlighedens lys tirsdag i sidste uge.

Her kom det frem, at Skat havde opdaget et netværk af over 100 udenlandske selskaber, som angiveligt har krævet refusion af udbytteskat på baggrund af forfalsket dokumentation og derved drænet statskassen for over seks milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV