Skat opkræver ejendomsskat i blinde

En række opkrævninger af ejendomsskatter er blevet fortaget på gætterier. Det viser et papir, som i august 2012 blev lagt frem for daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) af embedsmænd i Skatteministeriet, skriver Politiken.

Der blev tyet til gætteri, når Skat skulle finde ud af grundværdierne for nye ejendomme eller ejendomme, som ligger i områder, hvor kommunen har vedtaget en ny lokalplan.

Og gætværket har medført, at boligejere eller lejere har fået ekstraregninger på op til 30.000 kroner om året, skriver avisen.

Skatteministeren havde et møde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), hvor de skulle finde ud af, hvilke lovforslag der skulle på regeringens lovprogram.

Det var op til skatteministeren at vælge, om han ville have en moderniseret ejendomsvurderingen i lovprogrammet, eller om han ville have et ekspertudvalg til at se på sagen.

Og selv om vurderingerne byggede på gætterier, mente embedsmændene godt det kunne vente med at lave vurderingerne om, skriver Jyllands-Posten.

I stedet valgte Thor Möger Pedersen, der var klar over de fejlagtige vurderinger, i september 2012 at fremlægge et lovforslag i Folketinget, hvor muligheden for at klage over de skæve ejendomsvurderinger blev begrænset, skriver avisen.

Politiken skriver, at det var Skatteministeriets interne revision, der havde rettet kritik mod administrationen af vurderingsloven. Og at loven var "på mange måder forældet", og der var "i høj grad plads til forbedringer".

Professor i skatteret ved Aalborg Universitet Liselotte Madsen mener, at det er kritisabelt at basere ejendomsskatter på gætteri.

- Man må ikke foretage skatteopkrævning ud fra gætteri. Det er helt klart ulovligt, siger hun til Politiken.

Thor Möger Pedersen har ikke ønsket at udtale sig.

/ritzau/

Dagens Gossip