Skat presses af tusinder af nye sager med fejl

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Skatteministeriet vil ifølge Politiken fredag have ændret en dom fra Østre Landsret, som beskytter boligejerne mod, at Skat frit kan skrue grundværdien på boliger op i forhold til den samlede ejendomsværdi og dermed udløse højere skatter.

En sommerhusejer fra Kirke Hyllinge fik i november medhold i Østre Landsret i, at Skat handlede strid med sine egne regler, da man nedsatte ejendomsværdien på 234 sommerhuse med 250.000 kroner uden at nedsætte grundværdien, som der betales ejendomsskat af.

Dommen vil have voldsomme konsekvenser for Skat, der vil være forpligtet til at genoptage 110.000 sager, hvor boligejere er blevet behandlet på præcis samme måde.

Dertil kommer, at dommen kan få betydning i tusindvis af andre sager, hvor borgerne har klaget over, at Skat på uforklarlig vis har skruet grundværdien på deres ejendomme op.

Skatteministeriet har derfor taget det usædvanlige skridt at bede Kammeradvokaten om at søge at få sagen for Højesteret for at få omstødt dommen.

Det fremgår ifølge Politiken af en ansøgning, som advokaten har sendt til Procesbevillingsnævnet.

Rigsrevisionen og Folketingets statsrevisorer kritiserede i august Skat for at ramme forbi med tre ud af fire vurderinger og for at forvalte i strid med loven ved at vurdere 41 procent af ejerboligerne for højt.

Det har skatteminister Jonas Dahl (SF) afvist med henvisning til, at Kammeradvokaten ved en ny gennemgang havde konstateret, at det kun var 30 procent af ejendommene, der var vurderet for højt.

Dermed var der ikke tale om lovbrud, og derfor har boligejerne ikke krav på at få sagerne genoptaget. Men det vil mere end 110.000 boligejere få, hvis Østre Landsrets dom får lov at stå ved magt, fremgår det af Kammeradvokatens ansøgning.

"Dommen har derfor overordentlig vidtrækkende betydning", skriver Kammeradvokaten, der forudser "meget store administrative konsekvenser for Skat".

Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, siger til Politiken, at der "bør være ekstraordinært gode argumenter" for at forsøge at få sagen for Højesteret.

- Det er ikke et argument, at det bare er bøvlet for Skat. Retssikkerhed kan være bøvlet for systemet, siger han til Politiken.

/ritzau/