Skat taber klager over ejendomsvurderinger

»Det er katastrofalt ringe tal for Skat, og især vurderingsankenævnene har spillet fallit«, siger Claus Pedersen, der er partner i revisionsfirmaet KPMG.

Skat er blevet fanget i en ond skrue og skal foretage vurderinger, der er meget svære at gennemføre, blandt andet fordi de skal værdisætte ubebyggede grunde i byområder, hvor der slet ikke handles grunde, eller erhvervsejendomme, som ofte ikke handles på normale vilkår, mener Claus Pedersen.

Samtidig har Skat historisk ikke har haft de fornødne ressourcer til at bearbejde de data, der bruges til ejendomsvurderingerne.

Læs også: Regeringen overvejer at droppe nye ejendomsvurderinger

Flere klager derfor over vurderingerne, men Skats medarbejdere kan ikke nå at behandle klagesagerne inden for en rimelig tid – og det kan ikke undgå at påvirke kvaliteten af afgørelserne.

»Så får man endnu dårligere vurderinger næste gang«, siger Claus Pedersen, der mener, at der sidder mange dygtige medarbejdere hos Skat.

»Men de har fået en helt umulig opgave på grund af for få ressourcer«, siger han.

I sidste måneder kritiserede Rigsrevisionen Skat for at ramme forkert i tre af fire ejendomsvurderinger.

Ifølge loven skal Skat lægge vurderingen i underkanten af handelspriserne for at undgå, at borgere og virksomheder kommer til at betale for meget i skat, men i 2011 vurderede Skat 41 procent af boligerne for højt.

De mange fejlskud har ført til et helt nyt forretningsområder for revisionsfirmaer og advokater.

Hos revisionsfirmaet KPMG arbejder en ny lille afdeling udelukkende med vurderingssager.

»Vi har siden 2007 rundet 1.500 klagesager, hvoraf langt de fleste er erhvervssager. I over 99 procent af sagerne har vi fået sat vurderingen ned. Vi kan kun komme i tanke om fem sager, hvor vi ikke har fået nedsættelse i et eller andet omfang«, siger Claus Pedersen.

Dagens Gossip