Skat vil målrette indsatsen mod skattesvindel

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Der skal være styr på skattebetalingen. Derfor vil Skat gennem en målrettet indsats sørge for at skærpe antallet af dem, der ikke betaler det, de er forpligtet til.

Det oplyser Skat i en pressemeddelelse, der tager udgangspunkt i "Aktivitetsplan 2014", som er organisationens plan over projekter inden for kontrolområdet.

- Det er min klare opfattelse, at branche- og interesseorganisationer og Skat har en fælles interesse i at sikre en høj regelefterlevelse på skatteområdet, siger Jesper Rønnow Simonsen, der er direktør for Skat, i meddelelsen.

Direktøren forklarer, at Skat i den sammenhæng vil lytte til organisationerne og inddrage deres erfaringer, bekymringer og forslag, når der skal planlægges vejlednings- og kontrolarbejde.

- Borgerne og virksomhederne vil grundlæggende gerne betale det, de skal i skat, siger Jesper Rønnow Simonsen, som dog understreger:

- Men det er også klart, at vi skal have fat i dem, der bevidst prøver at omgå reglerne, så vi kan opretholde tilliden til skattesystemet.

Hos skatteminister Morten Østergaard (R) er vurderingen, at danskernes skattemoral er rigtig høj, og at vi er gode til at betale den skat, vi er forpligtede til.

- I rigtig mange tilfælde skyldes manglende skattebetaling simple fejl eller manglende information. Eksempelvis kan det være svært for nye virksomhedsejere at overskue alle reglerne på området, siger Morten Østergaard i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Derfor er det vigtigt, at Skat i sin kontrol også har fokus på at hjælpe og vejlede både borgere og virksomheder.

Skats aktivitetsplan indeholder en række målrettede aktiviteter inden for 22 hovedområder, som både dækker borgerområdet, virksomhedsområdet, indsatsen mod sort arbejde, sager med mulige straffelovsovertrædelser og told- og afgiftsopgaven.

I 2014 ventes danske borgere og virksomheder at betale knap 950 milliarder kroner i skatter, moms, told og afgifter, oplyser Skat.

/ritzau/