Skats direktør: Jeg blev misinformeret om alarmtilstand

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Skats øverste direktør, Jesper Rønnow Simonsen, fik ikke at vide, hvor slemt det egentlig stod til med Skat, udtaler han på en briefing med pressen om den nye handlingsplan for Skat.

- Jeg har sørget for at uddelegere ansvaret for en række opgaver, men jeg har samtidig været meget involveret.

- Jeg har siden 2013 holdt ugentlige statusmøder om systemets tilstand, og der må jeg bare sige, at der har været et mismatch mellem de oplysninger, jeg har fået på ledelsesniveau, og så den tilstand som systemet faktisk var i, hvor røde advarselslamper blinkede, siger Jesper Rønnow Simonsen.

Dansk Folkeparti har i løbet af fredagen undret sig over, at Jesper Rønnow Simonsen ikke har fået kritik på baggrund af skandalesagerne om udvikling af Skats udskældte og snart helt skrottede it-system EFI og svindel med udbytteskat til 6,2 milliarder kroner.

Men skatteminister Karsten Lauritzen (V) bakker op om Skats øverste direktør og har givet ham mandat til at føre Skat ud af krisen.

En tillid som Jesper Rønnow Simonsen udtrykker ydmyghed over for:

- Jeg er ydmyg og glad for, at ministeren udtrykker tillid til mig. Og jeg er glad for, at der er bredt politisk flertal for at kigge på de udfordringer, Skat står over for, siger han.

Jesper Rønnow Simonsen har fredag truffet en beslutning om at hjemsende fire direktører og en personaleleder på baggrund af skandalesagerne om udvikling af EFI-systemet og svindel med udbytte skat.

Det betyder, at den øverste chef i Skat har sendt store dele af sin direktion hjem.

Alligevel mener Jesper Rønnow Simonsen, at han kan bringe Skat ud af krisen med regeringens nye initiativer.

- Jeg er glad for de initiativer, som regeringen vil tage, og jeg tror, de kan lægge en fornuftig bund for at komme ud af de udfordringer, som Skat har, siger Jesper Rønnow Simonsen.

/ritzau/