Skats fejlagtige ejendomsvurderinger presser huslejen op

Alle de store boligselskaber har i det seneste årti rejst tusindvis af sager mod Skat, og det er en næsten fast rutine at klage.

»Vi får medhold, når vi klager, og vi får kraftige nedsættelser,« siger direktør i Lejerbo og formand for Danske Almene Boliger, Palle Adamsen, til avisen. Han kalder Skats vurderinger, der udløser ejendomsskatterne, »lemfældige«, og finder det absurd, at boligselskaberne skal have udgifter til advokater og revisorer »for at overbevise myndighederne om, at grundværdierne skal fastsættes rigtigt, når de samme offentlige myndigheder beder os om at holde udgifterne nede og sikre lave huslejer«.

Rigsrevisionen rettede i august alvorlig kritik mod Skat for i 2011 at have ramt ved siden af med tre ud af fire vurderinger af parcelhuse i Danmark og for at sætte 41 procent af ejendomsvurderingerne for højt. Men de fejlagtige vurderinger har i årevis plaget de almene boligselskaber.

Det juridiske rådgivningsfirma Rafn & Søn anslår, at det har anlagt omkring 8.000 sager for 450 boligselskaber i Danmark.

»Det har medført tilbagebetalinger på over en milliard kroner, og vi er slet, slet ikke færdige,« siger chefjurist i Rafn & Søn Christian Gommesen til Politiken.

Rafn & Søn fører blandt andet sager for Danmarks største boligselskab, KAB.

KABs fungerende administrerende direktør, Flemming Strøm, siger, at vurderingsreglerne er så uklare, og at der er så mange fejl, at KAB er nødt til at klage over vurderingerne for over halvdelen af selskabets ejendomme.

»Det er rimeligt, at lejere i almene boliger også betaler ejendomsskatter, men når man råber på billige boliger til hjemløse, udsatte og folk med almindelige indtægter i hovedstadsområdet, er det et problem, at huslejerne stiger mere end den almindelige prisudvikling på grund af ejendomsskatterne,« siger han.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) erkender i en skriftlig udtalelse til avisen, at »kvaliteten af ejendomsvurderingerne de seneste år ikke har været god nok«.

Berlingske skriver søndag, at skatteministeren i midten af næste uge forventer at kunne præsentere en samlet løsning for problemerne med Skats ejendomsvurderinger.

Den vil ikke kun fokusere på at håndtere de bagudrettede problemer med fejlbehæftede ejendomsvurderinger, som Rigsrevisionen har kritiseret.

Regeringens plan vil også indeholde forslaget til et helt nyt system, som skal sikre bedre og mere præcise ejendomsvurderinger i fremtiden.

Dagens Gossip

Dagens TV