Skats flytteplan vil give 900 ansatte ny arbejdsadresse

Skrevet af admin

29/09/2014

Dagens topnyheder

Skat er mandag klar med en længe ventet tidsplan for, hvornår omkring 900 medarbejdere skal flytte fra deres nuværende kontorer til nye i andre byer.

I foråret blev det meldt ud, at Skat frem mod 2020 skal samles på 20 hovedadresser i stedet for nu 30. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skat, at de første pladser flyttes i 2015.

Skats adresse i Randers bliver lukket i maj 2015. Stillingerne bliver flyttet til henholdsvis Aarhus, Aalborg, Herning og Grenaa, skriver Skat i en pressemeddelelse.

Skat har mandag ikke mulighed for at opgive, hvor mange stillinger det drejer sig om.

Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, siger i meddelelsen, at planen viser, hvor Skats opgaver bliver løst i fremtiden, men ikke nødvendigvis hvor Skats nuværende medarbejdere skal være.

- Udgangspunktet er, at medarbejderne skal flytte med deres opgave, og at vi går efter at skabe nærhed mellem ledere og medarbejdere. Men i de situationer, hvor en opgave flytter meget langt væk fra en medarbejders bopæl, vil vi forsøge at finde andre løsninger, siger han.

I alt vil det berøre omkring 900 ansatte, at Skat skal samles på færre adresser.

Skats kontor i Svendborg lukker medio 2017, og de fleste af opgaverne bliver flyttet til Odense.

Mellem 2016 og 2019 flytter opgaverne fra Struer til Skive, Herning og Thisted, hvorefter kontoret i Struer lukkes.

Derimod udvides skattecentret i Næstved i den første halvdel af 2017 fra 100 til 340 medarbejdere. De kommer blandt andet fra Køge og Korsør. I Roskilde kommer der i samme periode 170 flere medarbejdere til fra Køge, Holbæk, Korsør og København.

Skat har valgt at lukke kontorer, fordi færre borgere og virksomheder har behov for at blive betjent fysisk i et skattecenter. Ifølge Skat styrkes det faglige miljø også ved at samle Skat i større og mere specialiserede enheder.

/ritzau/