Skatteadvokat vil fyre anonym brevskriver

Hvis det mod forventning viser sig, at afsenderen af det anonyme brev til Skattesagskommissonen arbejder for Tommy V. Christiansen, bliver vedkommende fyret.

Sådan lyder beskeden fra den aarhusianske skatteadvokat, der dog stadig ikke har grund til at tro, at det skulle være tilfældet.

»Der er ikke nogen, der er i tvivl om, at hvis man har lavet det nummer der, så vil vi voldsomt gerne have det at vide. Og så ville vedkommende nok have en rimelig kort resterende karriere i advokatfirmaet. Det er jo tingenes tilstand,« siger Tommy V. Christiansen til BT.

Det aarhusianske advokatfirma blev tirsdag draget ind i sagen, da flere detaljer fra det anonyme brev indirekte pegede i den retning.

»Fordi det er et større advokatkontor i provinsen, det er en skatteadvokat, og det er en advokat, som har udtalt sig om sagen, og dem er der ikke så mange af her i Østjylland,« siger advokaten til DR med henvisning til nogle af de ting, som brevskriveren nævner i sit brev.

I september sendte en anonym person et brev til Skattekommissionen. Brevet indeholder flere påstande, blandt andet at centrale personer fra partiet Venstre skulle have været stærkt involveret i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag. Den anonyme kilde fik en frist til at stå frem, men det er tirsdag i skrivende stund endnu ikke sket.

Tommy V. Christiansen påpeger, at hans advokatfirma er endt som midlertidigt midtpunkt i skattesagen, fordi han aldrig har været bange for at udtale sig til pressen. Det gjorde han i forbindelse med skriverierne om Helle Thorning-Schmidt og en eventuel skattesag.

»Vi er hårdtslående i den forstand, at hvis folk ringer, så kryber vi ikke uden om, men svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Uanset konsekvenserne. Der har jeg det princip, at et svar ikke er så godt for firmaet, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er der meget få advokatfirmaer, der gør,« siger Tommy V. Christansen.

I skattesagens første dage udtalte advokaten sig meget kategorisk om hans syn på Helle Thorning-Schmidts skyld:

»Jeg tror ikke et sekund på, at det bare er sløseri. Det er yderst utroværdigt,« sagde Tommy V. Christansen for eksempel til Berlingske i 2010.

Han mener, at brevet er et falsum, og at der næppe bliver hentydet til andre jyske advokatfirmaer.

»Det forudsætter, at der er nogen, der udtaler sig konsekvent uanset omkostningerne. Det kan jeg ikke se andre, der gør. Der findes særdeles dygtige skatteadvokater rundt omkring, men de kører ofte en lidt lavere profil. De skal ikke have klinket noget,« siger skatteadvokaten til BT.

Dagens Gossip