Skattechefs advokat: Åbne forhør er vigtigt

Skrevet af admin

20/04/2016

Dagens topnyheder

Uden fuld offentlighed om de tjenstlige forhør, der til efteråret skal placere det endelige ansvar i sagen om afsløringen af milliardsvindlen med danske udbytteskatter, risikerer man at ofre bønderne på skakbrættet.

Sådan lyder det fra Stine Gry Johannesen, som er advokat for den ene af de tre chefer i Skat, som er sendt hjem efter afsløringen.

To af de tre chefer frygter, at de bliver ofret bag lukkede døre. Den sidste af de tre hjemsendte folk i Skat har endnu ikke besluttet, om vedkommende tilslutter sig kravet om åbne forhør.

- For Skat handler det om at vise handlekraft, når man sender nogle medarbejdere hjem, men det her er en sag, der handler om svig. Skat er blevet snydt, men det behøver ikke at være nogens fejl, siger Stine Gry Johannesen til Ritzau.

- Det kan også godt være en systemfejl.

Skattechefen, som Stine Gry Johannesen fører sagen for, foretrækker indtil videre at være anonym.

Ifølge advokaten skal Skats øverste ledelse og Skatteministeriet ikke slippe af sted med at hænge hele ansvaret op på en enkelt direktør og to underordnede skattechefer.

- Med fuld offentlighed har pressen mulighed for at være til stede, så både journalister og den øvrige befolkning kan følge med i, hvad der bliver undersøgt, og hvad der bliver sagt, siger Stine Gry Johannsen.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) afviser at kommentere personalesager, men skriver i en mail til Politiken:

- Jeg vil selvfølgelig tage stilling til det, hvis jeg får en konkret henvendelse.

/ritzau/