Skattejagt er blevet folkesport

”Typisk er det en mand i 30'erne. Han er til friluftsliv, og meget ofte er han også lystfisker eller jæger i sin fritid. Og så har han enten en historisk interesse eller samler på mønter,” siger indehaver af metaldetektorbutikken detektorshop.dk Jesper Hansen om den moderne skattejæger.

Han mærker den stigende interesse i takt med mediernes omtale af de seneste års større møntfund.

Alt sammen til gavn for os alle sammen, mener Jens Christian Moesgaard, der er museumsinspektør og seniorforsker ved Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet.

Han vurderer, at amatørarkæologer står for 80-90 procent af alle møntfund i dag.

»Det er en ren succeshistorie. Vi får 10 gange så meget ind som for 30 år siden og dobbelt så meget som for 10 år siden – på et godt år omkring 3000 mønter. Det har betydet en revolution for dansk arkæologi, at der er nogle engagerede frivillige, der går af sted med en metaldetektor. Før troede vi, at mønter og smykker var noget eksklusivt, der kun blev gravet ned i skatte. Men de ligger jo klattet ud over landet, og det giver os et langt mere aktivt billede. Almindelige folk gik altså også og tabte mønter i vikingetiden. Synes nogle, at det er snyd, kan jeg oplyse, at det hjælper gevaldigt på museernes budgetter, at de ikke skal ud og afdække samtlige danske pløjemarker med murerske,« siger han.

Naturstyrelsen får ofte henvendelser fra folk, der vil vide, om det er i orden, at de bruger apparatet på offentlig grund.

De henvises så til det lokale museum, og samarbejdet fungerer ifølge Jens Christian Moesgaard upåklageligt.

Fundet ringes ind til museet og findestedet tastes ind på GPS. Derved sikres arkæologerne et udgangspunkt for videre udgravning og eventuel indhentning af danefæ, hvor finderen får æren og en lille findeløn.

Et samarbejde der er ganske enestående for Danmark, mener museumsinspektøren.

”I mange lande omkring os, for eksempel Tyskland, er det forbudt at bruge metaldetektor på offentlig grund, så ser arkæologen sådan noget, ringer han til politiet i stedet for at sige pænt tak. Der har vi været så heldige, at vi i 1970’erne tog amatørarkæologerne til os i stedet for at støde dem fra os,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Dagens Gossip