Skatteminister: Fundamentet under Togfonden er stabilt

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Skatteminister Jonas Dahl (SF) tvivler ikke på, at regeringen kan skaffe 28,5 milliarder kroner til sin Togfond med hurtigere tog mellem storbyerne ved at skærpe skatten på olieselskaber i Nordsøen.

Økonomi- og Indenrigsministeriet mener ellers, at der mangler tre milliarder kroner, fordi olieprisen ikke stiger så stærkt, som regeringen har beregnet. Tænketanken Kraka sætter mankoen dobbelt så højt til seks milliarder kroner.

- Usikkerheden om den fremtidige oliepris ændrer ikke ved regeringens skøn for det forventede provenu. Vi er jo ude i en langsigtet investering, og det er altid forbundet med en vis usikkerhed. Det har vi aldrig lagt skjul på.

Det siger Jonas Dahl i en skriftlig kommentar og fortsætter:

- Men regeringen ændrer ikke politik, hver eneste gang der opstår en ændring i valutakurserne, aktiekurserne, rentesatsen eller olieprisen. Skulle vi det, så ville vi jo til stadighed skulle justere den økonomiske politik. Det ville ikke være hensigtsmæssigt.

Regeringen forhandler Togfonden med Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Der lyder kritik fra Venstre, De Konservative og Liberal Alliance om regeringens ny skøn.

- Det strider mod regeringens forsigtighedsprincip, siger Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Skatteministeren er om nødvendigt klar til at skaffe flere penge.

- Hvis det viser sig, at der fremadrettet kommer færre penge ind, end vi har regnet med, så er det selvfølgelig noget, der skal tages højde for i den fremtidige finanspolitik. Det er en bunden opgave for enhver økonomisk ansvarlig regering, siger Jonas Dahl.

- Det her får ikke fundamentet til at vakle under Togfonden. Det vil jeg gerne understrege.

/ritzau/