Skatteminister går ind i sag om Danske Spil

Danske spillehalsejere har uddelt millioner af kroner til foreninger, der ikke findes. Det fremgik af TV 2s program »Operation X«, der blev vist torsdag aften.

Det er selskabet Elite Gaming, et datterselskab til Danske Spil, der har godkendt udlodningen, som foregår ved, at man forærer en del af afgifterne fra spillet til lokale foreninger, skriver tv2.dk.

»Operation X« har desuden afsløret, at danske spillehaller under Elite Gaming benytter sig af sort arbejdskraft.

Direktør i Danske Spil, H.C. Madsen, oplyser ifølge tv2.dk i en pressemeddelelse, at man her vil undersøge sagen »meget indgående netop nu«.

Direktøren ridser en række konkrete tiltag op, blandt andet at alle foreninger fremover skal være godkendt af Skat. Og han oplyser, at både afsløringen om brug af sort arbejdskraft og udlodning til fiktive foreninger kan føre til, »at samarbejdet med de pågældende bliver opsagt omgående«.

Læs også: Danske Spil retter op efter kritik i Operation X

At nogle af pengene ifølge »Operation X« er gået til fiktive foreninger er »fuldstændig uacceptabelt«, siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF). Han går nu ind i sagen.

»Jeg synes, at det er meget rystende, hvad man ser her og det kommer bag på mig, at der er så store problemer med Danske Spils udlodninger af de her penge. Derfor har jeg nu taget initiativ til at få en diskussion med Danske Spil om, hvordan vi kan stramme op på det her,« siger Holger K. Nielsen ifølge tv2.dk.

Han vil blandt andet sikre sig, at der ingen tvivl hersker om, hvem der har ansvaret for at kontrollere udlodningen.

»En del af de foreninger har jo formentlig rigtig stor glæde af de penge, men vi skal sikre os, at de bliver givet til de rigtige foreninger. Og så siger Skat, at det er Danske Spil, der skal kontrollere, og Danske Spil siger omvendt, at det er Skat, der skal kontrollere. Den der form for abekastning bryder jeg mig overhovedet ikke om. Derfor vil jeg nu sørge for, at der ikke er tvivl om, hvem der skal kontrollere det her,« siger Holger K. Nielsen ifølge tv2.dk.

Dagens Gossip