Skatteminister overvejer flere ressourcer mod skattely

Skrevet af admin

13/04/2016

Mest læste i dag

Skattesvig bekæmpes bedst med flere ansatte, så Skat og Bagmandspolitiet kan finde flere skattespekulanter. Det virker bedre end Enhedslistens forslag om en ny paragraf i straffeloven, selv om grov skattesvindel allerede straffes med op til otte års fængsel.

Det siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) efter Folketingets høring om skattely, hvor Danske Bank, Nordea og Jyske Bank erkendte, at der først for nylig er kommet krav om at tjekke skattely i udlandet.

- Enhedslistens forslag gør ingen forskel, for skattesvig er ulovligt i dag. Skulle man gøre en forskel, skal man se på, om Bagmandspolitiet og Skat har de rigtige kompetencer. Det er et spørgsmål, jeg stiller Skatteministeriet, siger Karsten Lauritzen.

- Jeg vil tage en drøftelse med Folketingets partier. Men det gør ikke den store forskel at gøre noget, der er ulovligt i straffeloven, ulovligt igen.

Skatteministeren understreger, at han måske må finde penge i budgettet, hvor der er brugt flere penge på skatteområdet.

- Jeg udelukker ikke, at der skal ses på ressourcer. Hvad der skal ske udenfor Skatteministeriet, ligger udenfor mit område, siger Karsten Lauritzen.

Spørgsmål: - Viser sagen om de såkaldte Panama-papirer, at skattesvig er et større problem i diktaturer og totalitære lande som Rusland og Kina end i vestlige demokratier?

- I transparente, demokratiske samfund som det danske har vi den fordel, at det bliver opdaget før eller siden, hvis man laver skatteunddragelse i stort omfang. Så bliver man dømt for det. Det forholder sig nok anderledes i mindre demokratiske lande.

/ritzau/