Skatteministeren går til kamp mod sliksvindel

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

Det kan være lækkert med en skål slik om fredagen til en god film, eller når børnene skal se Disney Sjov.

Men den gode smag forsvinder hos skatteminister Karsten Lauritzen (V), hvis der er tale om slik, som illegalt er kommet ind i stuerne.

Ifølge en undersøgelse fra Skat er illegal indførsel af chokolade og slik et stigende problem i Danmark.

Det såkaldte skattegab på illegal indførsel af afgiftspligtige chokolade- og sukkervarer er ifølge undersøgelsen opgjort til cirka 40 millioner kroner årligt, og ministeren vil nu problemet til livs.

Derfor indkalder han Folketingets partier for at få opbakning til tiltag, der skal dæmme op for svindlen.

- Når flere og flere vælger at bryde loven, snyder de ikke bare statskassen. De snyder også alle de virksomheder, der spiller efter reglerne.

- Undersøgelsens konklusioner flugter med de bekymringer, som branchen har udtrykt over for mig som skatteminister.

- Derfor vil jeg godt understrege, at jeg er klar til at handle, så vi får dæmmet op for problemet, siger skatteminister Karsten Lauritzen i en pressemeddelelse.

Ifølge undersøgelsen er antallet af forretninger, som forhandler illegalt importeret slik, chokolade og sukkervarer, stigende.

Karsten Lauritzen ønsker at skærpe straf- og sanktionsniveauet - blandt andet i form af højere bøder.

- Skat skal selvfølgelig være til stede i butikkerne og gennemføre kontrol. Men vi kommer ikke til at kontrollere alle forretninger, der sælger slik, dag og nat. Det er ikke den vej, vi skal.

- Derfor skal vi også se på, om vi kan øge bøderne for dem, der snyder. Der skal sendes et klart signal om, at hvis man vælger at snyde, ja, så falder hammeren altså, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/