Skattesagen udskydes efter »nye oplysninger«

Ifølge en meddelelse på kommissionens hjemmeside skyldes aflysningerne, at man har modtaget »nye oplysninger, som et flertal i kommissionen har besluttet skal undersøges nærmere«.

Juridisk sekretær Rikke Holler fra Skattesagskommissionen bekræfter oplysningen, men hun ønsker ikke at fortælle, hvilken karakter de nye oplysninger har, ligesom hun ikke har kommentarer til deres omfang.

Det var nogle af Skattesagens absolutte hovedrolleindehavere, der skulle have været afhørt tirsdag og fredag. De indkaldte til tirsdagens møde talte blandt andre produktionsdirektør Steffen Normann Hansen fra Skat og Peter Arnfeldt, tidligere rådgiver for skatteminister Troels Lund Poulsen (V), mens eksministeren og hans daværende departementschef, Peter Loft, skulle have aflagt forklaring ved det afsluttende møde fredag.

Peter Arnfeldt fortæller til Berlingske Nyhedsbureau, at han ikke kender årsagen til aflysningen af hans afhøring.

»Jeg ved ikke andet end det, jeg har læst i medierne,« siger den forhenværende spindoktor, som er mistænkt for at have lækket fortrolige skatteoplysninger om statsminister Helle Thorning-Schmidt (V) og hendes mand, Stephen Kinnock, til dagbladet BT.

Skattesagskommissionen indledte sine afhøringer tilbage i august 2012, og siden har en række journalister, embedsfolk, skattemedarbejdere, politikere og spindoktorer været i vidneskranken for at give deres version af sagen.

Kommissionens arbejde skal efter planen maksimalt tage to år, men det vides endnu ikke, om de nye oplysninger og de udskudte afhøringer får konsekvenser for tidsrammen.

Dagens Gossip