Skattesagskommissionen: Anonymt brev kan være falsk

Alle vidner får tirsdag mulighed for at læse det anonyme brev, som har udskudt de sidste afhøringer i Skattesagskommissionen.

»Efter en samlet vurdering finder kommissionen, at hensynet til vidnerne vejer tungere end hensynet til den anonyme person. Det meddelte pålæg kan derfor ikke opretholdes, men må ophæves,« lyder afgørelsen fra kommissionen.

Af hensyn til den anonyme person - »hvis denne eksisterer«, noterer kommissionen - må vidnerne dog først se brevet fra tirsdag klokken 12.

»Det er endvidere muligt, at den anonyme person ikke eksisterer, og at brevet således er falsk,« fortsætter kommissionen, der understreger, at brevet indeholder »meget alvorlige beskyldninger«.

Beskyldningerne er ifølge Berlingske rettet mod de afhørte Venstre-politikere, Troels Lund Poulsen, Lars Løkke Rasmussen og Peter Christensen. Afsenderen hævder at kunne påvise, at politikerne har talt usandt, når de har fortalt, at de på ingen måde forsøgte at påvirke Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag i 2010.

Den anonyme person skriver i brevet:

»… jeg kan ikke leve med, at nogle få personer forsøger at føre os alle sammen bag lyset. Der går grænsen.«

Kommissionen modtog det anonyme brev 19. september, og to af Skattesagskommissionens tre medlemmer vurderede, at de nye oplysninger i brevet kunne få så afgørende betydning for det videre forløb, at man udsatte de resterende afhøringer i kommissionen. Kommissionen bad Københavns Politi, som i forvejen efterforsker adskillige forhold i skattesagen, om at opspore afsenderen. For at give politiet arbejdsro blev Skattesagskommissionens advokater, de såkaldte bisiddere, pålagt, at de ikke måtte viderebringe indholdet i brevet til deres klienter - skattesagens vidner.

Den 3. oktober meddelte politiet, at efterforskningen ikke havde ført frem til brevskriveren, selvom politiet fandt et ukendt fingeraftryk på brevet og et hår, der kan indeholde DNA.

Flere af bisidderne har protesteret over det juridiske vakuum, deres klienter blev bragt i under politiets efterforskning af sagen. Indirekte kom Venstre-politikerne under anklage for at have vidnet falsk, men på baggrund af et brev, som de ikke engang måtte læse. Den mulighed får de nu i morgen ved middagstid.

Kommissionen vil ikke anmode politiet om at fortsætte efterforskningen, da kommissionen ikke mener, at der er hjemmel i loven til, at den kan gøre det. Det må være »politiets afgørelse, om der på grundlag af brevet skal iværksættes yderligere efterforskning,« skriver kommissionen i sin afgørelse mandag.

De afsluttende afhøringer vil finde sted i perioden 28. oktober til 18. december i år afhængig af, hvornår der kan blive hul i bisiddernes kalendere.

Dagens Gossip