Skatteskrue tvinger vandprisen i vejret

Regningen for vand risikerer at stige, fordi Skat med en ny skatteskrue forsøger at liste et anslået tocifret milliardbeløb op af lommerne på borgere og især virksomheder med stort vandforbrug.

Sådan lyder kritikken fra landets store vandselskaber i foreningen Danva.

Landsskatteretten har netop givet grønt lys til Skats måde at opgøre værdierne i vand- og spildevandsselskaberne. En metode som Danva nu overvejer at gå til domstolene med.

- Skat lægger op til at bruge vandselskaberne som en malkeko til inddrivelse af en skjult ekstraskat hos borgere og virksomheder, siger direktør i Danva Carl-Emil Larsen.

Vandselskabernes værdier har betydning for, hvor meget de kan afskrive på regnskab og dermed på skatten. Små værdier betyder mindre afskrivninger og større risiko for, at forbrugernes betaling for spildevand overstiger udgifterne. Dermed vil vandselskaberne få en skatteregning.

De kommunale vandselskaber blev selvstændige selskaber i forlængelse af strukturreformen. Derfor blev der lavet en opgørelse over deres værdier, som striden nu står om.

I forbindelse med vandsektorloven blev vandselskaberne forsikret om, at deres fremtidige skattemæssige indbetaling som hvile-i-sig-selv-selskaber ville blive begrænset. Men det har Skat underkendt ifølge Danva, og det betyder en væsentlig højere skatteregning.

- Den kan vi kun sende videre til forbrugere og virksomheder, siger Carl-Emil Larsen.

Han undrer sig samtidig over, at store meget vandforbrugende virksomheder dermed vil blive ramt ekstra hårdt.

- Det betyder, at den lempelse på betalingen for spildevand, som Folketinget sidste år vedtog for de meget vandforbrugende virksomheder for at sikre mere vækst, nu udhules voldsomt af den nye skat.

/ritzau/

Dagens Gossip