Skattesmæk til udstationerede giver bagslag

Staten kan stik imod hensigten tabe penge på den stærkt kritiserede fjernelse af skattefritagelsen for personer, der sendes på opgaver uden for Danmarks grænser. Det skriver Berlingske.

Skatteministeriet har vurderet ændringen til netto at indbringe 315 millioner kroner årligt fra 2014, men den beregning er ikke alle økonomer enige i. Tværtimod.

Flere økonomer mener, at ministeriets skøn er tæt på at være gætværk og ikke baseret på konkret viden.

- Det kan sagtens ende med et negativt provenu, siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, til Berlingske.

Professoren mener, at de negative effekter, som ministeriet baserer udregningen på, er "meget lavt sat". Skatteministeriet forudsætter i prognosen, at lovændringen vil medføre et tab på 50 millioner kroner som følge af blandt andet færre udstationerede.

Cowi Consult og flere andre store virksomheder som Carlsberg, AMBU og Rambøll oplyser til Berlingske, at de vil sende markant færre medarbejdere til udlandet på grund af ændringen i beskatningen af de udstationerede.

En ekspert i personskatteforhold er også skeptisk over for ministeriets beregning.

Meromkostningerne ved at sende medarbejdere til udlandet bliver så store, at danskere ikke udstationeres, eller virksomhederne vil vælge andre nationaliteter til opgaverne. En mulighed er også, at de udsendte ophæver deres skattepligt til Danmark.

Det vurderer Per Ørtoft Jensen fra revisionsfirmaet KPMG.

- I alle tre tilfælde taber staten penge. Og at det kun skulle være 50 millioner, er jeg meget skeptisk overfor, siger han til Berlingske.

Dagens Gossip

Dagens TV