Skeptisk Khader er lydhør over for DF's nye strammer-krav

Skrevet af admin

06/11/2015

Dagens topnyheder

De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, afviser ikke på forhånd DF's forslag om at oprette statslige centre til mennesker, som har fået asyl i Danmark.

DF tager forslaget med ind til forhandlingsbordet hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), som styrer forhandlingerne om yderligere udlændingestramninger.

- Der sker så mange ting i øjeblikket, og tingene udvikler sig hurtigt. Vi siger, at lad os høre, hvad DF har at sige. Lad os se detaljerne i forslaget, og så må vi forholde os til det. Ingen havde forudset den svenske situation, siger Khader til Ritzau.

Han henviser til, at Sverige har meddelt, at man ikke længere kan garantere indkvartering til alle flygtninge, som kommer til landet.

Det forventes af mange at få konsekvenser for Danmark, som kan se frem til flere flygtninge, der søger mod Danmark i stedet for Sverige.

At huse mennesker, som får asyl, i statslige centre og ikke integrere dem gennem kommunerne vil ifølge DF være en understregning af, at man kun skal opholde sig i Danmark midlertidigt og ikke kan forvente en permanent bopæl her i landet.

Selvom Khader ikke vil afvise DF's forslag, er han en anelse skeptisk.

- Umiddelbart er det noget skidt at have folk i centre i fem-ti år. Så kommer pressen og laver historier om, at børn og voksne er blevet dårlige af at være sådan et sted for længe. Så vil jeg hellere have, at vi afviser folk, siger han.

Spørgsmål: At afvise folk i stedet for at give dem asyl og placere dem i centre er vel lig med yderligere stramninger?

- Vi skal tage hensyn til konventioner, der skal overholdes. Der er ikke nemme løsninger, og vi vil gerne høre, hvad DF har at sige.

- Vi vil gerne spørge dem om, hvordan vi imødekommer det problem, at folk sidder i centre i for mange år og den kritik, der vil komme.

- Har DF gode svar, vil vi ikke afvise det, siger Khader, som tilføjer, at Sveriges udmelding har indflydelse på de danske forhandlinger:

- Det bliver noget, vi skal forholde os til i forhandlingerne. Det vil påvirke dem.

I en uges tid har forhandlingerne - officielt i hvert fald - ligget stille. Det er kun de borgerlige partier, som er tilbage ved forhandlingsbordet.

/ritzau/