Skeptiske letter skifter lat ud med euroen ved midnat

Skrevet af admin

31/12/2013

Dagens topnyheder

Letland bliver ved årsskiftet det 18. land, der indfører euroen.

Men det sker på et tidspunkt, hvor der er udbredt skepsis i befolkningen over for den europæiske valuta, da det har været hårdt for den baltiske stat at leve op til alle betingelser for møntunionen, ØMU'en.

Ifølge en ny Gallup-undersøgelse er næsten 60 procent af letterne imod euroen.

Letlands økonomi har været stærkt svingende i de seneste år. For omkring 10 år siden var Letlands økonomiske vækst på over 10 procent, men det er gået stærkt tilbage under finanskrisen, hvor landets bruttonationalprodukt er faldet med næsten 25 procent.

Letlands økonomi bestod ikke EU's eksamen, da nabolandet Estland blev lukket ind i eurozonen fra 2011.

Nu er letterne med, men når festfyrværkeriet ved midnat den 1. januar oplyser nattehimlen over Riga, vil der ikke være udbredt feststemning.

Mange af de to millioner indbyggere i den baltiske stat har levet med store nedskæringer, da regeringen ikke ønskede at devaluere den lettiske lat.

Der er ikke den store tro på, at regeringen får ret, når den lover større interesse for landet hos udenlandske investorer og mere handel. Tværtimod er der udbredt frygt for prisforhøjelser.

- Alle venter, at priserne vil stige i januar, siger den 56-årige Leonara Timofejeva, der bor uden for Riga i landsbyen Krivi, hvor indbyggerne henter vand i en brønd, og hvor vejene ikke er asfalterede.

Da arbejdsløsheden i Letland for nogle år siden steg til 21 procent, søgte mange af landets indbyggere job i udlandet.

Litauen ventes at følge efter Letland i 2015, hvor alle de tre baltiske stater vil være med i eurozonen.

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, kalder optagelsen af Letland for en vigtig europæisk begivenhed.

- Dette er et betydningsfuldt skridt - ikke kun for Letland, men for hele eurozonen, som forbliver stabil, tiltrækkende og åben for nye medlemslande, siger Barroso, som roser letternes "imponerende" indsat for at leve op til alle krav i forbindelse med optagelsen.

EU's økonomikommissær, Olli Rehn, har også rost letterne for at have ført "en effektiv kamp mod den økonomiske krise."

/ritzau/AFP